Det er sagt, at når tre kinesere mødes, så laver de en grill-bar, når tre danskere mødes, så laver de en forening, og når tre videnskabsfolk mødes, så laver de et tidsskrift.

Så må vi se hvad de fremmødte videnskabsredaktører kan finde på. Det er rart at se, at så mange har valgt at deltage. Det bekræfter vores fornemmelse af, at der er behov for at vi samles og arbejder sammen.

Vi kunne have været mange flere, hvis vi havde fået sendt invitationerne ud tidligere. Mere end 60 har givet udtryk for at de også ville have deltaget hvis de havde fået et længere varsel.

Der er også noget at gøre, for ingen taler vores sag.

Da Portostøtten blev afskaffet i 2004, sørgede Kulturministeriet straks for at give sine tidsskrifter kompensation. Men det er et sygt samfund, når Dansk Golf Union årligt kan få et tilskud på 850.000 kr. og Inges Kattehjem et tilskud på 250.000 kr. mens der ikke bliver givet en tilsvarende kompensation til videnskabelig publicering fra Videnskabsministeriets side.

Da jeg opdaterede adresserne i forbindelse med invitationen til dette møde, kunne jeg konstatere, at mere end 60 tidsskrifter var nedlagt i de sidste to år. En vis udskiftning er naturlig, men en så stor bladdød indicerer, at noget er grundlæggende galt.

Interessen for udgivelse af seriøse bøger er tilsvarende ringe, og danske forlag er tilsvarende truet. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation har stoppet for ansøgninger om tilskud til bøger, og Videnskabsministeriet nedvurderer pr. princip danske videnskabelige forlag i forhold til udenlandske forlag ved den bibliometriske forskningsindikator.

Det er også en teknisk brydningstid vi står i. Det har vi stået i før. Da jeg første gang omkring 1970 begyndte at redigere et tidsskrift og udgive bøger – man kan jo ikke holde fingrene væk – stod kampen mellem offset og håndsat bly – det er ligesom vores børnebørn skal have forklaring på en skrivemaskine og grammofon. Det endte som bekendt med offset, som senere gav mulighed for at udnytte desk-top-publishing da computerne kom frem. Udgifterne i den periode faldt drastisk og gav mulighed for en udvidelse af publiceringen.

Vi står i dag over for endnu større tekniske udfordringer. De digitale muligheder er langt fra udnyttet hos danske tidsskrifter og bogforlag. På de indre linjer findes store rationaliseringsmuligheder, og ekstern kan reklame og bibliografiske oplysninger sendes hurtigt rundt samtidig med at selve produktet kan distribueres digitalt og måske endda kunne findes via Google. Vi skal have lært af hinanden, hvordan man udnytter disse muligheder optimalt. Men de er heller ikke gratis.

Tilmed har vi fået store politiske udfordringer. Bibliotekerne agiterer i disse år med skatteyderbetalte midler i millionklassen i ryggen for, at artikler og bøger skal være gratis. Størstedelen af deres arbejde foregår i det skjulte som helt bevidst lobby arbejde over for kommissioner, ministerier og universiteter. Vi bog- og tidsskriftudgivere bliver helt bevidst hold ude for indflydelse og endda indsigt. I mandags offentliggjorte DEFF, lobby organisationen for Styrelsen for Bibliotek og Medier, i Bruxelles en rapport udarbejdet af den australske økonom John Houghton. Det er propaganda forklædt som videnskab, men den skal danne baggrund for bibliotekernes sidste kampagner: en nordisk finansieret kampagne med flere hundrede tusinde kroner skal agitere for, at vores forfattere skal lægge deres manuskripter gratis på nettet i universiteternes databaser. Ja, jeg sagde sidste kampagner, for det er lige før, at både universiteter og ministerier kræver, at vores artikler og bøger skal leveres gratis fra dag 0. Det er reglen på DTU siden 2005, det er vedtaget på RUC, er på vej på SDU og er ved at blive forberedt på de øvrige universiteter. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation kræver det over for deres støttede tidsskrifter, og de nordiske tidsskrifter med støtte fra NOP-HS vil få kravet fremover.

Det er i orden, at rige organisationer lægger deres tidsskrifter gratis på nettet. Når Lægeforeningen har 23.000 medlemmer og reklameindtægter på 23½ mio. så er det da fint. Men at kræve, at en faglig forening med 1.000 abonnenter og en i forvejen dårlig økonomi skal lægge sine udgivelser gratis på nettet er det samme som at afsige en dødsdom.

Det er utroligt, at en påstået liberal og erhvervsvenlig regering kan finde på så drastiske indgreb, der kan risikere at eliminere størstedelen af dansk videnskabsudgivelse og i stedet ville støtte udgivelse, der kan risikere at give dårligere vilkår for udgivere og derved en tvivlsom kvalitet. Den traditionelle udgivelsesform er ingen garanti for kvalitet, OK, men den forfatterbetalte udgivelse har nogle meget større problemer, som dekanen for det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet opdagede, da han lagde navn til et dubiøst forlag for at skaffe billig publicering til sit universitet. Kampen om abonnenter er erstattet af intriger på universiteterne. Gratis publicering lyder forjættende, men gratisaviserne har vist, at kvaliteten faldt drastisk og at nogen trods alt skulle betale gildet.

Alt for længe har velmenende idealister i bibliotekerne kunne lægge den offentlige politik på forskningsformidling; den nye forening vil sørge for, at det bliver folk med forstand på akademisk kvalitet og økonomi omkring redigering, der sætter dagsordenen. Det er slut med at ligge fladt.

Vi har valgt at lægge op til en offensiv strategi. Vi siger, at vi gerne vil have Open Access – vi skal ikke lade bibliotekarerne have monopol på begrebet Open Access. Vi kræver bare, at der er nogen til at betale for, at kvaliteten kan bibeholdes og da også gerne udbygges.

Videnskabsformidling i et land som Danmark er dejlig forskelligartet. Det er næsten som et økologisk system med et hav af vækster, der udnytter hver enkelt stump jord, hver en lysstribe. Vi har blød humaniora, vi har hård teknisk videnskab, vi har udgivelser på dansk, svensk og norsk, og vi har rene engelsksprogede udgivelser. Vi har udgivelser, der ikke kun kan læses af videnskabsfolk men også af oplyste borgere, og vi har udgivelser, som snævert henvender sig til forskere. Nogle udgivelser udnytter alene internettets mange muligheder, andre foretrækker til deres formidling bogværker på glittet papir. Tilsvarende udgives alt dette af meget forskelligartede forlag. Nogle redaktører er aktive i meget små foreningsejede udgiverforlag, og i den anden ende af spektret finder vi redaktører, der arbejder for store internationale koncerner.

Men en ting tror jeg vi trods forskelligheden er enig i: nemlig kvalitet. At den højeste videnskabelige kvalitet er målet, og at det kun kan nås, hvis det redaktionelle arbejde udføres i de akademiske miljøer uden indblanding fra administratorer og i frihed styret af et ansvar, der bygger på diskussion og samarbejde.

Det er det vi lægger op til her. En forening, hvor vi kan lære af hinanden på møder og konferencer, hvor vi i fællesskab kan tilrettelægge undervisning, når nye generationer af redaktører og bedømmere skal introduceres til at arbejde med videnskabelig publicering.

Vores ambitioner er høje. Heldigvis har vi kontakt til den internationale Association of Learned and Professional Society Publishers, som vi vil kunne samarbejde med. Dets tidsskrift Learned Publishing og kurser er på et meget højt fagligt niveau. Lidt kan ses på bordet. Blandt andet også at vi i interimstyrelsen så småt er startet arbejdet med en ansøgning om midler til digitalisering, og at vi har været i dialog med NOP-HS, hvor vi har lovet et udspil om de nordiske tidsskrifter inden efteråret.

Jeg vil slutte her og overlade ordet til jer, for den forening vi påtænker, skal tage udgangspunkt i videnskabsredaktørernes behov og visioner, således at vi også i fremtiden har udgivelse af videnskab, der udgår fra Danmark og som gavner befolkningen og de danske forskere.