Der findes dog også offentlige virksomheder, der reagerer på helt samme måde med at forsvare sine (erhvervs)interesser, måske fordi det i virkeligheden også er en brancheorganisations interesser der skal varetages.

Branchen er forskningsbibliotekerne, og bevægelsen er international. Den startede i USA, da de store universitetsbiblioteker for godt 10 år siden begyndte at få nogle store modspillere i de kommercielle forlag inden for STM-området, som efter deres mening udnyttede deres dominerende stilling på markedet og krævede ublu fortjenester (STM er Science, Technology og Medicine, altså på dansk naturvidenskab, teknik og medicin). I første omgang reagerede bibliotekerne med at slutte sig sammen i konsortier, således at de kunne stå stærkere over for forlagene. Imidlertid blev forlagene fortsat endnu stærkere. Der skete en konsolidering, hvor de største forlag købte mindre forlag, hvorved de fik en endnu mere dominerende stilling.

For at forstå mekanismen, skal man vide, at branchen for videnskab ikke mere består af en masse små tidsskriftsudgivere, hvis tidsskrifter bibliotekerne abonnerer på eller ej. Udviklingen var samtidig gået i retning af, at tidsskrifterne blev udbudt i store pakker, som bibliotekerne skulle købe. De kunne ikke mere styre deres abonnementer ved at udelukke ubrugelige eller særlig dyre tidsskrifter. Samtidig havde de store forlag med Elsevier i spidsen overtaget de største tidsskrifter i verdenen. Markedet gav dem et monopol på de bedste tidsskrifter. Verdens bedste forskere skulle publicere i det førende tidsskrift, og de førende forskere var tvunget til at skulle læse de førende tidsskrifter, hvorfor det lokale forskningsbibliotek også skulle købe det.

Bibliotekerne sluttede sig sammen mod forlagene, og som modtræk til de hastigt stigende priser, brugte man fænomenet Open Access. De videnskabelige artikler skulle være gratis og fri. Ved at kræve at artiklerne blev frie, kunne forlagene ikke mere tjene penge på disse foretagender.

For at udsprede denne politiske bevægelse, etablerede man i 1998 organisationen SPARC med ansat direktør og stab, der skulle arbejde for den nye bevægelse. Peter Sauer er den mest kendte i den amerikanske stab, hvis blog og e-mail server leverer de nyeste aktuelle positive begivenheder for OA. En tilsvarende nyhedstjeneste er American Open Access Forum, som ledes af Stevan Harnad.

I korthed går kampen ud på at indføre gratis artikler gennem enten den grønne eller gyldne OA vej. Ved den gyldne vej skal tidsskrifterne have penge af forfatteren (eller dennes institution) for at publicere vedkommendes artikel (gyldne hentyder til guld). Den grønne vej er den mere anarkistiske, som gradvist eliminerer de kommercielle forlags magtbastion. Idéen er at etablere Institutionelle Repositories (e-print arkiver), hvor forskerne selv arkiverer deres artikler. Da det ikke forventes at ske i særlig stor udstrækning ved frivillighed, bliver den grønne vej tvunget igennem ved at universiteter eller forskningsinstitutioner kræver af deres ansatte eller modtagere af bevillinger, at de skal levere deres værker gratis til publicering. Dette vil imidlertid ramme de økonomisk svageste udgivere, når de mister indtægter, men denne detalje ser Open Access advokaterne bort fra.

I korthed bygger bibliotekslobbyen på to strategier:

1. Den gyldne vej. Tidsskrifter skal betales af forfatterne.
2. Den grønne vej. Forfatterne skal tvinges til at publicere deres artikler gratis og straks.

Den amerikanske SPARC har fået følge af en tilsvarende europæisk i 2002, SPARC Europe. I Danmark blev der i perioden 1998-2002 etableret DEF, som formelt bestod af et samarbejde mellem Kulturministeriet, Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet, men som i realiteten blev en udviklingsafdeling for universitetsbibliotekerne under Biblioteksstyrelsen. Ved siden af at arbejde for en modernisering af bibliotekernes infrastruktur, foregik der en indsats for at få billige artikler. Det bestod i at etablere et dansk konsortium, der kunne stå stærkere i forhandlingerne, og det bestod sideløbende i stor udstrækning i oprettelse af Open Access aktiviteter.

Da DEF’s bevillinger var på deres højeste, var daværende direktør fra DTU’s bibliotek, Anette Winkel Schwarts formand, for e-publiceringsgruppen, som arbejdede konkret på at nedlægge papirbårne tidsskrifter og lægge dem over til udelukkende elektronisk form. Det var i DEF’s handlingsplan decideret angivet, at projektet skulle arbejde for en konceptudvikling for en ”national politik for …elektroniske forskningspublicering”.

Da DEF blev rekonstrueret og fik en mere almindelig drift (i dag DEFF), er de højt profilerede formuleringer forsvundet fra de skrevne politikker. Det betyder dog ikke man har ophørt med at arbejde for OA. Nu foregår det blot i det skjulte. Forfatteren af denne artikel overværede ved et tilfælde et nordisk koordineringsmøde for et par år siden, hvor biblioteksansatte planlagde hvorledes de nationale institutioner skulle bearbejdes. Samtidig var man meget opmærksom på at kunne påvirke de europæiske rektorkollegiums institution.

I dag foregår lobby-arbejdet så intensivt som aldrig før. Det er i dag koordineret på møder i Nordbib regi, hvor konferencer i modsætning til den akademiske verdens traditioner kun er med deltagelse af den inviterede lukkede kreds. Denne lukkethed blev kritiseret i en anmeldelse i DF-revy, at forlæggernes synspunkter ikke var særlig stærkt repræsenteret, men udelukkelsen er helt bevidst. Man ønsker for enhver pris ikke, at udgivere bliver repræsenteret. Udgivere er pr. definition onde og skal bekæmpes med alle midler.

Det må siges, at dette system stadig bliver udbygget. Det danske DEFF har etableret Knowledge Exchange, som i stor udstrækning er en sådan lukket organisation.

Bibliotekarernes nye rolle

Mens bibliotekerne er bundet sammen i netværk omkring IT-systemerne, der har tvunget dem til at arbejde sammen – hvilket holdt hårdt de første år, hvor selvstændighed blev mistet – er bibliotekerne til gengæld i de seneste år de eneste, der for alvor arbejder sammen inden for universitetsverdenen dygtigt koordineret gennem Biblioteksstyrelsen. Derved er det lykkedes at få enorme midler, som man stort set frit har kunnet disponeret over. Til eksempel var der i DEF’s første fem år mere end 200 mio. kr. at råde over. Kun en mindre del af disse midlers brug er blevet evalueret (det gjaldt Forskningsdatabasen, som blev skarpt kritiseret i en rapport fra Rambøll). Hvor udviklingen i dag går på, at hver enkelt forsker på universiteterne skal registreres og kontrolleres på alle leder (en ny opgave som bibliotekarerne i øvrigt i stor udstrækning står for), har bibliotekarerne selv undgået kontrol. I deres selvforståelse har de ret, og kan næsten gå på vandet. De kræver deres politik igennem på tværs af forskerverdenen, som de ikke tør inddrage i diskussionerne.

Man kan dog formode, at bibliotekarernes stærke rolle vil aftage i de kommende år. Deres styrke ligger i at kunne håndtere store databaser. Det er derfor heller ikke et tilfælde, at mange af de ledende i biblioteksverdenen ikke er bibliotekarer men IT-folk. Meget sigende er formanden for DEFF direktør i IBM.

Denne generation af IT-folk er derimod ikke særlig gode til at forstå og håndtere Internettet. Derfor er de fleste projekter omkring nettet endt i fiasko. Det Kongelige Bibliotek har således undladt at indsamle de første mange års danske Internet, og DEFF har en række eklatante fiaskoer bag – Transportalen, Teologiportalen, KlinInfo, Materialeportalen og med Forskningsdatabasen som den største. Deres manglende forståelse af Internettet er ved at være så eklatant, at det kun kan være et spørgsmål om tid, inden ansvarlige embedsfolk og politikere sætter bedre folk til at forvalte skatteydernes penge på dette område.