Første ord på rapportens forside er ”Victoria University”. Et universitet skulle garantere for at en publikation holder videnskabelig kvalitet. I kolofonen står tillige, at ”every effort has been made to ensure its accuracy”, hvilket umiddelbart lyder betryggende, men en lille tvivl begynder at nage – hvorfor skal man skrive noget sådant? Enhver videnskabelig publikation har vel det overordnede mål, at nå så tæt på sandheden som muligt.

Houghton har i lighed med sine rapporter om henholdsvis Australien, Holland og England[2] i denne rapport haft til hensigt at fremvise de store fordele, som Danmark vil få, hvis der blev indført Open Access til erstatning for den hidtidige abonnementsbaserede udgivelse. Houghton arbejder angiveligt med regneark, og han får et nettoresultat for Danmark på hele 461 mio. kr om året. Det var ikke så lidt, og hvis det er rigtigt, må man snarest se at få indført Open Access overalt.

Inden man skrotter den hidtidige udgivelsesform, må man nok hellere studere rapporten nærmere for at se, om dette optimistiske tal nu også tilnærmelsesvis vil kunne holde i virkelighedens verden.

Jeg undrede mig i første omgang over, at forfatteren finder det meget billigere at producere et OA tidsskrift end et traditionelt tidsskrift.[3] Da jeg tilbage i 2001 omstillede Tidsskrift for Arbejdsliv, som nu er landets ældste peer review bedømte OA tidsskrift, skete der ingen nævneværdige forandringer ved produktionen. De basale redaktionelle udgifter er lige så store, som de altid har været. Forskellen på de to udgivelsesformer er kun, at der ikke mere skal administreres og skaffes abonnenter. Her kan der spares et beløb, men omvendt bør det indgå i regnskabet, at det er omkostningsfuldt for udgiveren at opkræve forfattere for afgift for trykning af deres artikler. Der skal opbygges et helt nyt bureaukrati til at håndtere denne opgave, og udgifterne hertil må sådan cirka modsvare den nævnte besparelse.

Bibliotekerne vil ved OA kunne spare ved ikke mere at skulle håndtere abonnementer, men også her findes en modsvarende udgift, når forskningsinstitutionerne tillige skal administrere det nye økonomiske kredsløb med betaling for deres ansattes værker; også denne udgift ser ud til at være glemt i Houghtons udregninger.

Hvordan opstår regnefejlene?

Der er altså noget galt med forfatterens udregninger, og jeg gik på jagt efter at finde hans fejl. Bag i rapporten findes en liste med ”model parameters” med nogle af regnearkets værdier, så jeg så efter i listen.

Det blev jeg ikke meget klogere af. Der står f.eks., at det er halvt så dyrt, at hoste en digital OA udgivelse som en digital abonnementsbaseret. Mit personlige kendskab til begge udgivelsesformer er, at teknikken er grundlæggende identisk i de to tilfælde. Der benyttes de samme servere, samme styresystemer, samme sikkerhedsrutiner, samme backup osv. Eneste forskel er enkelte mindre ekstra futures i det abonnementsbaserede system. Referencen til påstanden er blot: ”Author’s estimate”.

Et andet eksempel er, at det angives, at administration af rettigheder ved OA er kun 20% af hvad det er ved abonnementsbaserede udgivelser. Det lyder tilsvarende forkert, for man skal ved begge udgivelsesformer kontrollere, om forfatteren, fotograf og tegner har copyright til deres materiale (ofte skal man betale illustratorer et højere beløb, når fotografier og tegninger ligger frit på internettet). Igen er referencen en udokumenteret ”Author’s estimate” og intet andet.

I alt viser en sammentælling, at der i rapporten er 128 tilfælde af ordet ”estimate” i forskellige former. Det er i sandhed en publikation, som bygger på forfatterens skøn, og min anmeldelse kunne stoppe her med en karakteristik af, at det er dilettanteri skrevet ud fra ønsketænkning snarere end ud fra forhold i virkeligheden.

Udgivelsen er desværre ikke en ubetydelighed, som jeg senere vil forklare, og derfor må jeg fortsætte kommentaren.

Den hidtidige abonnementsbetalte publiceringsform sammenlignes med de økonomiske konsekvenser af hver enkelt af tre typer Open Access. Jeg vil kommentere hver enkelt af dem.

Model 1. Open Access med overlay tjeneste.

Denne model er kun løseligt defineret, og den har da kun eksisteret i form af enkelte sporadiske forsøg. I princippet skal der bygges ekstra tjenester oven på artikeldatabaser. F.eks. skal læsere kunne stemme om ikke-peer review bedømte artiklers kvalitet eller forlag skal kunne viderebearbejde og publicere artikler. Denne model vil jeg ikke beskæftige mig med, for der er vist kun enkelte utopister tilbage i verden, som for alvorlig tror, at denne model vil blive et alternativ til den hidtidige abonnementsbaserede udgivelsesform, men Houghton giver den spalteplads og udregner pænt dens store fordele.

Model 2. Open Access med selvarkivering i åbne databaser.

Forfatterne skal ved denne model selv arkivere deres publicerede artikel eller hvis udgiveren ikke tillader det, en tidlig udgave af manuskriptet. Derved kan læserbetalte artikler stilles gratis til rådighed.

Det ville måske kunne være en løsning, hvis udgiverne fortsat kan få økonomi til at udgive deres tidsskrifter i høj kvalitet. Men kan de det? Vil abonnenter ikke opsige deres abonnement, hvis sådanne arkiver fik en god del af artiklerne? Hvis det medførte opsigelser, selv i et mindre omfang, ville mange tidsskrifter ikke kunne løbe rundt, og forskere ville miste deres mulighed for at publicere. OA ville da få som konsekvens, at samfundet fik mindre gavn af sin forskning.

Houghton angiver, at der er: ” little evidence to date that open access self-archiving in parallel with subscription publishing (i.e. Green OA) leads to subscription cancellations”.

Her taler han mod bedre vidende. Der har været en intens debat om disse forhold, som ingen forsker på området har kunnet undgå at støde på. De manglende referencer til disse diskussioner viser Houghtons manglende ønske om at nå en videnskabelig sandhed, og hans uhæderlighed som videnskabsmand. Der er nemlig udført to seriøse undersøgelser, som begge konkluderer, at der er en potentiel fare, hvis sådanne databaser opnår en høj dækningsgrad. Den ene undersøgelse (Ware 2006)[4] angiver, at centrale tidsskrifter godt kan blive ramt af afmelding af abonnementer. Ikke mindst vil bibliotekernes aktuelle statistik over download angive et for lille antal benyttere af vigtige tidsskrifter, hvis brugerne i stedet henter artiklerne i det frie arkiv. I det hele taget vil 81 % af undersøgelsens adspurgte bibliotekarer overveje afmelding af tidsskrifter inden for en 5 års periode, og konklusionen er klar, at perifere tidsskrifter vil kunne blive presset.

Den nyeste undersøgelse (Beckett og Inger 2007)[5] har en endnu klarere konklusion. De har undersøgt om hvorvidt en tvungen arkivering inden for bestemte tidsperioder ville influere på afmeldingen. ”We believe our research demonstrates that mandating self-archiving within 6 months or less of publication will undermine the subscription-based peer review journal”.

Disse teoretiske resultater har absolut bund i virkeligheden. Fra Tidsskrift for Arbejdsliv ved jeg, at bibliotekarer ofte må spare og vælger seriøse tidsskrifter fra, hvis artiklerne ligger i OA. Vores tidsskrift har en hovedredaktør fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, det bliver brugt i dette universitets undervisning, dets forskere skriver i det og bruger det selv i deres forskning, men alligevel abonnerer universitets bibliotek ikke, selvom tidsskriftet både nationalt og internationalt hører til de anerkendte tidsskrifter.

Det ses også klart at abonnenter falder fra, når abonnementsbetalte tidsskrifter går over til at lægge deres artikler frit på nettet i forsinket OA. Ved videnskabelige tidsskrifter i Danmark har frafaldet af abonnenter været i størrelsesordenen 14-16 % det første år og med et fortsat fald på ca. 5-7 % de følgende år.

Man kunne mene, at et fald i abonnementsindtægter på 25-30 % ville være til at betale for tidsskrifterne, men de danske tidsskrifter er i forvejen ramt af en nedskæring på op til 20 %, da regeringen i 2004 fjernede en portostøtte, der havde eksisteret siden 1723. Almenkulturelle tidsskrifter fik en kompensation for denne manglende støtte, så danske golfspillere og foreninger som Kattens Værn kan få kompensation i millionklassen; det danske Videnskabsministerium har ikke fundet det vigtigt at kompensere de videnskabelige tidsskrifter, hvis økonomi nu kun lige kan hænge sammen efter beskæringer af sidetal, redaktionel hjælp og tilsvarende kvalitetsforringelser. I den situation betyder kun få opsigelser ophør for mange danske tidsskrifter.

Det fik derfor også alvorlige konsekvenser, da det danske Forskningsråd for Kultur og Kommunikation krævede, at dets støttede tidsskrifter fra 2008 skulle udgives i OA med maksimalt et års forsinkelse. Det ser ud til, at ud af syv historiske tidsskrifter har de fem valgt at nedlægge sig selv, da deres økonomi herved ville blive håbløs. De to øvrige har besluttet at undlade at søge støtte, således at de kan bibeholde deres abonnementsindtægter, men hvorved de altså mister deres hidtidige ret store støttebeløb, der betyder dårligere arbejdsforhold for redaktørerne og derved ringere kvalitet af tidsskriftet.

Altså. Modellen med selvarkivering er absolut ikke nogen fordel for Danmark og dansk forskning, når mange forskere ikke vil kunne få publiceret alle deres forskningsresultater i et kvalificeret tidsskrift.

Det ville kun være de største og vigtigste tidsskrifter inden for fortrinsvis STM-området, som er sikker på at alle biblioteker vil abonnere, så lånerne også vil kunne få leveret de ikke selvarkiverede artikler. De mindre vigtige tidsskrifter vil en del biblioteker ikke abonnere på, hvorved der ikke vil være økonomi til at udgive dem. Herved forsvinder alsidigheden, og samtidig vil fornyende tidsskrifter ikke have særlig store chancer for at slå igennem. Resultatet er en yderligere styrkelse af de kommercielle udgivere og yderligere en monopolisering for de store etablerede tidsskrifter.

Model 3. Den forfatterbetalte Open Access

Ved denne model betaler forfatteren for udgivelsen i stedet for abonnenterne. Den har ligeledes store ulemper, og de økonomiske fordele, som Houghton stiller i udsigt, er helt urealistiske.

Hidtil har al forskning af kvalitet haft mulighed for at blive publiceret, men det vil fremover ikke være tilfældet, for ifølge denne model kræves penge. Denne form for kommercialisering af forskningen vil få store negative konsekvenser. Alle former for videnskab vil blive berørt, og værst vil det gå ud over humaniora og samfundsvidenskab.

Det vil komme til at koste ca. 16.500 kr. for at få en artikel publiceret, og idet det ikke er ualmindeligt, at en forsker skriver fire artikler på et år, vil det betyde, at en flittig forfatter årligt skal skaffe 66.000 kr. Tilsvarende skal en forsker betale i størrelsesordenen 170.000 kr. For udgivelse af en bog. I rige fagområder med store forskningsteams som inden for STM-området betyder denne betaling relativt lidt i forhold til de samlede udgifter. Derimod vil det være et stort problem på områder domineret af enkeltforskere.

Jeg vil ikke diskutere de mange negative konsekvenser af en forfatterbetalt OA, når de bedste og flittigste universiteter skal betale for forskning, som de ringeste universiteter vil drage nytte af, hvad der vil ske med gode artikler, når kassen er tom sidst på året; konsekvensen af, hvis forskningens publicering kunne blive besluttet af folk som institutbestyrere eller fondsmedlemmer, som ikke har samme forstand på den berørte forskning i modsætning til forskerne i tidsskrifternes redaktioner.

Jeg vil nøjes med at se på, hvad det betyder, at personer ansat uden for universiteterne skal til at betale. Det er således helt utænkeligt, at gymnasier eller pastorater vil betale 170.000 kr. for at få en af deres ansattes bøger publiceret. Ligeledes vil mange private firmaer ikke betale for publicering.

Problemet er stort. I humaniora udgør denne form for publicering en meget stor andel. I fag som historie ligger andelen på omkring 25 %[6], og selv i fagområder inden for STM, er mere end 10 % af forskningen berørt af problemstillingen.[7] Hvor al kvalificeret forskning tidligere blev publiceret, vil en stor del fremover altså ikke blive publiceret. Herved mistes for enorme beløb forskning, som kunne være gjort samfundsnyttig.

Årligt tab på mindst 800 mio. kr.

Der er ikke plads til at påvise hver enkelt af de mange fejl. Værst er Houghtons brug af (ofte ældre) oplysninger om STM-videnskaberne og amerikanske forhold til at dække nutidige europæiske forhold samt humaniora og samfundsvidenskab. Efter Houghtons tidligere rapporter har der da også været fremført kritik fra seriøse aktører,[8]  men denne har han hverken refereret til, kommenteret eller korrigeret for. Det er uredelig videnskab – hvis man altså mener at rapporten har noget med videnskab at gøre.

Rapporten er helt klart propaganda for bestemte politiske løsninger forklædt som forskning. Den er et enøjet partsindlæg og desværre altså også et uredeligt et af slagsen.

Hvis scenarierne blev ført ud i livet, er der som nævnt en stor risiko for, at samfundet reelt vil miste nytte af en stor del af landets forskning, når der ikke mere ville være seriøse tidsskrifter til at udgive resultaterne. Mit personlige ”estimate” af fuld forfatterarkivering vil være, at 40 % af tidsskrifterne helt vil forsvinde og de øvrige vil få en ringere kvalitet. En forfatterbetalt OA vil få konsekvensen, at anslået 10 % af den udførte forskning ikke vil blive publiceret, og selv med et forsigtigt skøn på 5 %, vil det danske samfund miste for 800 mio. kr. forskningsresultater ud af de i alt investerede 16 mia. kr.[9]  Rapportens anbefalinger vil altså være en katastrofe for landet og ikke en gevinst.

Lobby holder videnskabsfolk og redaktører ude

Hvordan kan det være, at danske skatteydere er med til at betale en australsk økonoms letsindige jonglering med regneark?

Opdragsgiveren, Danmarks Elektroniske Fag og Forskningsbibliotek (DEFF), en de facto underafdeling af Styrelsen for Bibliotek og Medier, har ikke ønsket en rapport, som havde til formål at bringe ny viden. Man har henvendt sig til Houghton, fordi man kendte hans resultat på forhånd. Det ses også klart af den måde DEFF har behandlet den færdige rapport på. Den blev offentliggjort på en lukket konference i Bruxelles d. 22. juni som led i lobby for Open Access over for EC kommissionen. I skrivende stund (medio september) er rapporten ikke offentlig tilgængelig for de danske forskere, emnet egentlig berører; denne anmeldelse er skrevet ud fra en rapport fremskaffet af bagvejen.

Rapporten er heller ikke lavet ud fra et ønske om diskussion. Det passer pænt med den kultur, der er opstået i biblioteksverdenen det seneste årti, at man ikke lægger op til en åben diskussion, som det sker i den akademiske verden. Ved alle bibliotekernes møder om OA præsenteres kun positive indlæg om sagen. Det kan derfor ikke undre, at oplægsholdere er de samme personer fra SPARC, Knowledge Exchange, KUBIS ved Københavns Universitet og de øvrige lobby organisationer, som bibliotekerne efterhånden har skaffet faste bevillinger til. Læseren kan ved en søgning på Google efter ”Houghton”, ”Open Access” og ”Denmark” se de mange skatteyderbetalte hjemmesider, som lobby’er for OA.

Hvorfor kan en tyndbenet rapport bruges til lobby?

Det helt store spørgsmål er, hvordan kan det være, at noget så tyndbenet og tilsyneladende også fejlagtigt kan benyttes som redskab i et lobby-arbejde? Det forklares af to kedelige forhold.

Det ene er, at beslutningstagerne på forskningsområdet ikke mere er videnskabsfolk eller folk med blot nogen forstand på videnskabspublicering. Hvis det havde været tilfældet, ville rapportens kvalitet have været afsløret og læserne kunne have fornemmet de mange farlige konsekvenser. Dette sker ikke.

Heller ikke redaktører og andre folk på universiteter med kendskab til området bliver inddraget i beslutningsprocesserne på områder, som berører dem mest. Universiteternes organisation er ikke mere gearet til at håndtere generelle videnskabspolitiske spørgsmål i en tid, hvor konkurrencen institutionerne imellem er blevet hårdere end nogensinde, og hvor man skal være gode venner med de overordnede beslutningstagere.

Det andet kedelige forhold er, at bibliotekarer ikke mere har en tæt forbindelse til forskerne og ikke mere deler deres holdning til videnskab. Den gamle referencebibliotekar er ved at være en saga blot, når indkøb af tidsskrifter foregår ved centrale forhandlinger i store konsortier. I stedet er bibliotekarerne blevet IT-folk med ekspertise i at etablere netværk mellem computere. I dette arbejde har man fået en meget håndfast orientering: der skal kun være én løsning, og den skal med vold og magt indføres på alle institutioner, så computere kan tale sammen.

Bibliotekerne er blevet et parallelsamfund på universiteterne med holdninger langt fra forskernes. Da bibliotekerne ikke er konkurrenter i helt samme grad som universiteterne er, kan de arbejde sammen nationalt og internationalt, og bliver herved en politisk magtfaktor, som sagen om OA klart viser.

Styrkeforholdet mellem bibliotekarer og forskere har forrykket sig til en ubalance, hvor førstnævnte kan manipulere og med en fantastisk arrogance holde de mange videnskabelige redaktører, der udfører et frivilligt og oftest ulønnet arbejde, væk fra diskussioner og udviklingsmidler.

Tænk hvis OA modellerne er forkerte, men bliver lobby’et igennem. Hvad vil der ske med Europas innovationsevne, hvis EU’s politik medfører en nedlæggelsen af kvalitetstidsskrifter lige så hurtigt, som det er sket i Danmark?[10]

[1] En anmeldelse bør skrives ud fra en tilstræbt neutralitet uafhængig af anmelderens politiske indstilling. Jeg må dog fortælle, at jeg er tilhænger af fuld tilgængelighed af forskning; allerede i 1980’erne agiterede jeg for brugen af Internettet til spredning af forskningsresultater, og med indførelse af Open Access for Tidsskrift for Arbejdsliv i 2001 er jeg den i Danmark, som har længst erfaring med Open Access.

Denne note er desværre nødvendig ved denne anmeldelse, for jeg vil ikke mistænkes for at være en fordækt modstander af Open Access. Når tonen er særlig skarp, skyldes det, at jeg har tilbudt udgiveren, DEFF, at stille den nyeste viden om dansk forskningsformidling til rådighed. Dette tilbud tog man ikke imod, og rapporten mangler derfor i stor udstrækning baggrund i danske forhold og virkelighed.

[2] Research Commuication Costs in Australis: Emerging Opportunities and Benefits. Melbourne 2006, Economic Implications of Alternative Scholarly Publishing Models: Exploring the costs and benefits, JISC 2009 og Costs and Benefits of Research Communication: The Dutch Situation. SURF 2009.

[3] I min kommentar benytter jeg oftest tidsskriftudgivelse som eksempel. De samme forhold gælder udgivelse af bøger.

[4] Mark Ware: ALPSP Survey of Librarians on Factors in Journal Cancellation. 2006.

[5] Chris Beckett og Simon Inger: Self-archiving and journal subscriptions. Co-existence or competition? 2007.

[6] En gennemgang af Danmarks førende historiske tidsskrift, Tidsskrift for Historie, viser for årgangene 2006, 2007 og 2008, at andelen af ikke-universitetsansatte er på 25% Der er en bred spredning af privatpersoner, pensionerede forskere, ansatte på gymnasier og andre små ikke-forskningsorienterede institutter.

[7] En gennemgang af de 100 nyeste tilførsler i Scopus og ISI viste d. 15/7 2009, at 5% af forskningen var udført ved private firmaer, mens yderligere 6% af forskningen delvist havde privatansatte forskere involveret.

[8] Den mest gennemgribende og kompetence kritik er udgivet af tre internationale udgiverorganisationer ALPSP, STM og The Publishers Association i: ”Some comments prepared jointly…” som kommentar til Houghton et al.: ”Economic Implications of Alternative Scholarly Publishing Models: Exploring the costs and benefits”. Kritikken kan downloades fra www.stm-assoc.org . Et modsvar findes hos www.jisc.ac.uk.

[9] Beløbet er udregnet efter 5% af udgifterne til universitetsforskningen i 2007. Forskningsmidlerne i den langt større private sektor er ikke regnet med.

[10] En opdatering juni 2009 af oplysningerne i min bog ”Selskaber og tidsskrifter. Forskningsformidlingens infrastruktur”, 2007, viser at mere end 50 danske videnskabelige tidsskrifter er ophørt siden 2007.